Monday, December 18, 2006

Presseinfo - Det mener Nørrebro Handelsforening.

Brand på Nørrebro
Nørrebro Handelsforening har diskuteret de omfattende ødelæggelser på Nørrebro. Der er flere skyldige. De handlende finder sig ikke i flere optøjer. Regningen for optøjerne skal sendes til politikerne i Københavns Kommune. De vidste, at det ville ske.

Det forudsigelige skete, Nørrebro blev sat i brand.
Nørrebro Handelsforening appelsinjuice om julefred blev ikke fulgt

Politikerne har vidst, at dette ville ske. En konfrontation var uundgåelig. Fra starten har Nørrebro Handelsforening påpeget, at såfremt, der ville ske ødelæggelser ville regningen blive sendt til Københavns Kommune.

Åbenbart har de fleste politikere ikke situationsfornemmelse. Deres attitude virker provokerende hos de unge. Dette er med til at sætte en hel bydel i brand.
Og de unge, der udtalte sig, at demonstrationen skulle have et fredeligt forløb, har ikke fået flere tilhængere. Man greb til voldsanvendelse. Om det var før eller efter at politiet brugte gas, kan så vidt være underordnet. De har i hvert fald ikke fået venligere naboer.

Og de handlende og medlemmer af Nørrebro Handelsforening fik atter en gang smadret vinduer og enkelte butikker blev plyndret, Det finder vi os simpelt hen ikke i.
Dette var ikke engang det endelige slag. Det kommer først. Og atter engang må butikkerne stå for skud. Hvad skal det til for.
Er i fuldstændig lige glade med, hvad der sker på Nørrebro, kære politikere?

Det ender med et dødsfald. Foreløbig er der ”kun” kvæstede. Og ildspåsættelser er ikke til at spøge med. At de unge mennesker på Nørrebro havde falske tilløbere, er skuffende. Tilløbere, der var med til at sætte en bydel i bål og brand.
Vi forstår godt, at de unge kæmper for deres hus, men derfor skal man ikke bruge vold, beskadige andre folks ejendom og lave omfattende hærværk.

Vi kan ikke tro, at det er husets faste brugere, der har udøvet hærværk mod butikkerne på Nørrebro. Nørrebro Handelsforening har støttet de unge i, at finde en brugbar løsning. Så derfor er bestyrelsen dybt skuffet over de unges ødelæggelser mod medlemmernes og andres butikker.
Der er vel ingen steder i Danmark, hvor der er større forskel på rig og fattig, på de enkeltes trosretninger og hvor den gensidige respekt er større. En mangfoldighed, man ikke ser andre steder. Den mangfoldighed skal ikke ødelægges af bølleoptøjer.
Normalt trives denne mangfoldighed på Jagtvejen. Og hvorfor skulle den ikke have lov til det. Det er berigende for bydelen.
Plads til mangfoldighed og tolerance, stod det på et banner under en fredelig demonstration til støtte for ungdomshuset. Ja hvorfor ikke.

Vi anerkender ikke fogedrettens, byrettens og Landsrettens dom. Retsstaten og demokratiet må vige for de unges behov. Sådan er udlægningen fra de unge. Og det er problemet i en retsstat. Men det er også et stort problem for politikerne. De har ikke kunnet løse problemet. Og gidslerne bliver hele samfundet. Politiet skal nu i årene fremover bruge millioner af kroner til ekstra patruljering på Nørrebro. De handlende må forberede sig på flere bølleoptøjer. Og det er sikkert noget som passer forsikringsselskaberne, så kan man give præmierne en ekstra tand. Det kan ikke være rigtigt
Når nu en fond med en meget aktiv advokat i spidsen kan rejse 14 – 15 millioner kroner, jamen hvorfor har man ikke forhandlet seriøst om den næstbedste løsning for de unge. Et alternativt hus.
Måske kunne man finde det på Nørrebro.

Vi forstår godt, de unge er blevet provokeret af politikerne. Og det er politikerne, der åbenbart har klokket i det. De unge mener ligesom en række jurister, at de har brugsret over ejendommen. Og i en uklar aftale, ser det også ud til at kommunen har genhusningspligt. Her er juristerne også uenige.
Men Sorteper er Københavns Kommune. De gav de unge et hus for 22 år siden. Så er det også dem, der skal finde løsningen.

Faderhuset vil ganske givet rive huset ned, og sælge grunden til højest bydende, 20 – 25 millioner kroner kan det vel nok gives uden et ungdomshus på grunden. Vi forstår da godt, at de unge også her føler sig provokeret. For enden af det hele bliver, at der bliver bygget ejerlejligheder på stedet. At Faderhusets holdninger også er en torn i øjet, på de unge er en anden sag. Men ejendomsretten er ukrænkelig.

De forhandler ikke med terrorister, siger Faderhuset, men mon ikke sandheden er en anden..
For en god ordens skyld Nørrebro Handelsforening priser mangfoldigheden – og det er både et ungdomshus og et ”Faderhus”.

Bestyrelsen Nørrebro Handelsforening

Johnny Beyer
- formand -